Press
Lisbeth Bonde, Kunsten.nu, 2021
Review of the exhibition 'There is a gun in the exoskeleton of the car' in OK Corral, Copenhagen.
Mark Tholander (f. 1988) er både forfatter og billedkunstner (...) han har i en længere videoproduktion kredset om begrebet desorientering – den nye video er tredje del i en trilogi. For at undersøge dette fænomen lader viser han nogle af de absurditeter, som præger det moderne (hverdags)liv, hvor destabilisering af det normale hele tiden ligger og lurer under overfladen, fordi vi egentlig bevæger os på tynd is.
I sin nye to-skærms animationsfilm med titlen There is a Gun in the Exoskeleton of the Car forener han lyd og billede. Et eksoskelet er en ydre skeletramme, som nogle bilmærker er forsynet med. Det er sædvanligvis fremstillet af aluminium, stål eller kulfiberrør som en ekstra afstivning, der beskytter bilen under for eksempel sammenstød. Skaldyr har også eksoskeletter, dvs. skaller, der beskytter dem og holder sammen på deres krop i stedet for et skelet. Men det er en anden historie. At der er en pistol inde i dette eksoskelet er for mig som en af de mange gåder, der står i kø i Tholanders univers. Det ændrer ikke ved, at filmen er elementært underholdende og ekstrem mærkelig – både på en drømmeagtig og en lettere gakket måde.
Lydsiden spiller en vigtig rolle, og den rytmisk pulserende musik, som følger metronomens smældende lyd, akkompagneres af amerikansk tale, der kommer fra en tjener, nogle der vasker op, en pianist, en bookmaker m.v. Det lyder som en amerikansk spillefilm, men al fornuft er suspenderet: Tallerkener flyver rundt i luften, en syngende tjener henvender sig til det samme bord og beder igen og igen gæsternes om at bestille, og på racerbanen er den røde bil fyldt med passagerer inklusive en stor, gul tiger. Det, der binder scenerne sammen, er tilsyneladende et fælles savn efter en ”jordbær-tiger”, der er blevet væk. En absurd metafor for et mere omfattende meningstab i det moderne liv?
Louise Steiwer, Kunstkritikk, 2019
Review of Coming Out graduation exhibition at Kunsthal Aarhus
Mark Tholander, der, som en del af kunstnerkollektivet Piscine, allerede har en del udstillingserfaring, overbeviser med udstillingens nok mest helstøbte værk. Videoinstallationen They built the widened coral reef er optaget i et green room. Efterfølgende er hænder og ansigter redigeret ud af det færdige værk, hvorfor tøjet nu synes at danse rundt på egen hånd. Parret med computeranimerede baggrunde giver det en sjov effekt, der tilfører den ellers lidt glatte animation et taktilt, kropsligt element.
Vi befinder os i en restaurant, hvor flere forskellige scener udspiller sig i forlængelse af hinanden, uden nødvendigvis at knyttes sammen til et egentligt narrativ. Restaurantejeren viser huspianisten ind igennem et virkelig stort industrikøkken, hvor grøntsagerne bogstaveligt talt flyver igennem luften. Et par spiser middag og taler meget detaljeret om vejret, mens landskabet suser forbi restaurantens vindue, som sad de i en togkupe. Og midt i videoen afbrydes det hele af et karaokenummer: «The link is delayed along the road. Connection is late on the road. This is the way,» synges der med melankolsk stemmeføring. Kameraføringen knytter de forskellige scener sammen til en formel fortælling om at befinde sig på parallelle linjer, der aldrig mødes.
Christian Salling, Aarhus Stiftstidende, 2019
Review of Coming Out graduation exhibition at Kunsthal Aarhus
Mark Tholander har allerede udmærket sig som en del af udstillingsplatformen Piscine. På udstillingen bidrager han med videoinstallationen They built the widened coral reef, hvor en fortælling om tilværelsen som en vandring finder udtryk i computeranimerede, forskudte narrativer, hakkede grøntsager og karaoke(!). Et stilbevidst og selvsikkert værk.
Mai Misfeldt, Claus Carstensen & Anders Kold, 2019
Justification for honorary award (15. Juni Fondens Hæderspris)
Teltpælene er revet op, og det er ikke nemt at finde hverken fodfæste eller ståsted i Tholanders filmværk They built the widened coral reef. Med referencer til både orkestre, køkkener og restauranter føres vi som på et samlebånd fra scenarie til scenarie. Pointen er blot, at vi i gængs forstand ingen vegne kommer. Der er ikke en harmonisk fortælling, men heller ikke avantgardernes åbenlyse stormløb på de gamle historier. Der sker ikke rigtig noget andet end at vores tillid til rammer og formater langsomt gnaves ned.
Værket er født af og forholder sig til mennesket i Internettets tidsalder. Så meget er klart. Og derfor er Tholander også mulig i fagjargonen at placere som ’post-internet’ kunstner, hvilket i sig selv ikke giver andet end et periodisk afsæt. Men man kan oplagt pege på ledefigurer som amerikanske Ian Chang og britiske Ed Atkins. Billederne er perfekte, sådan som teknologien nu giver mulighed for, men det er i sameksistensen med tale og skrift, Tholanders værk sætter sig igennem som uhyggeligt og nok så præcist i signalementet af vores tid.
Tholanders værk virker, og dette er en ros, i dets konstante gliden mellem nærvær og ubestemmelig distance. Kød og blod er det ikke rigtig relevant at tale om, og det er just pointen. Og et vilkår fornemmer man. Det er som om vi mellem time-lapses, kommercielle jingler og ornamenter, kun den digitale verden kan frembringe, er på vej, men altså ingen steder hen rigtigt. Der er, forstår man, forsinkelser på vejen, links er forsinkede, forbindelser ligeledes og noget er afbrudt. Det tør nok siges. Kunstig intelligens væver sig ind som en oplagt mulighed og et emne i denne uhyggelige verden mellem to verdener.
Maria Kjær Tjemsen, Dagbladet Information, 2019
Review of the book Håndbog i Tegning, published by Radioato and Antipyrine Distribution (Part of artcikle "De skønneste kunstnerbøger i 2019").
Et sted i den unge kunstner og forfatter Mark Tholanders Håndbog i tegning skriver han: »Hvordan man tænker tegningen, hænger sammen med, hvordan man tænker verden.«
Bogen er både, siger titlen postulerende, en håndbog i punkt, linje, streg og figur, og altså hvordan man slår streger på papiret, så der opstår en form. Tegningen og kroppen hænger i bogen uløseligt sammen. Kunsthistoriske strøtanker og teorier står på venstresiderne, mens der er ansatser til kropsdele på højresiderne: kraniet, armen, foden, hoften … Det kan lyde vel tørt, men så er der noget, der bryder med hele den opbyggelige tanke ved sådan en »håndbog«, og det er, at sproget og tegningerne ligesom skrider og ikke helt passer til beskrivelserne, eller at kropsansatserne faktisk aldrig rigtigt får fuld form (...) Bogens tekster er på den måde enten rene beskrivelser af tegningens eller kroppes linjer og former, nonsens, eller også tenderer de filosofiske tanker om livets fylde som sådan. Det hele viser sig altså slet ikke at være en håndbog i tegningen i forstanden brugsbog eller manual, men snarere et kunstværk i sig selv, der omhandler relationen mellem en krop i verden og punktet på papiret – og tankens forvildelse i begge.
((( Go Back )
:::::::::::::::
:::::::::::::::